Min tilgang til faget
(Kort:)
Min tilgang er altid, at en grundig samtale og undersøgelse, danner fundamentet for valg af den mest relevante behandlingsform jeg har til min rådighed, og i de fleste tilfælde er et forløb hos mig ikke en passiv modtagelse af behandling, men et samarbejde omkring undersøgelse såvel som behandling. Jeg vægter inddragelse tungt, og prøver altid at give dig en forståelse for hvad problemet kan være, mulige årsagssammenhænge, og hvorfor en given tilgang (behandling) til problemet kan forventes at hjælpe.
"The more you know, the more you know you don't know."
Og jeg ved fandeme meget. Derfor ved jeg, at der er utrolig meget jeg ikke ved. Dette kan føre til impostersyndrome, hvilket det nok også bør, de første mange år, hos enhver autentisk behandler med den relevante mængde ydmyghed for et fag der favner så bredt som vores.
Én ting er viden – en anden er evnen til klinisk ræsonnering. Den ene kan man tilegne sig – den anden er mere et spørgsmål om personlighedstype og intelligens. Optimalt set er det ønskeligt at ens behandler besidder begge, såvel som de relevante færdigheder og redskaber.
Bacheloren i fysioterapi favoriserer i min optik vidensfeltet – dels at give noget grundlæggende viden, samt viden om hvordan man tilegner sig mere viden og sorterer i kvaliteten heraf. Desuden giver den os det værktøj, som er strukturen for vores arbejdsproces (Den Fysioterapeutiske Arbejdsproces). Hvad angår praktiske værktøjer, halter den mere efter, og overlader os til at skrabe praktisk erfaring til os over årene, og efteruddanne os igennem kurser.
Mit indtryk af faget, er at vognen somme tider spændes foran hesten, og behandlingen bliver et hurtigt valg ud fra fysioterapeutens tilgængelige færdigheder (kurser) og redskaber (akupunktur nåle, laser eller lignende), og at undersøgelse og klinisk ræsonnering bliver gået for let hen over.
At kaste sig ud i at forsøge at hjælpe folk med alt hvad feltet favner, kan være ganske angstprovokerende, og for at vi ikke bliver for handlingslammede, eller aldrig kommer i gang med at praktisere vores fag, imprægneres vi med tilgangen “fake it till you make it”. En coping-mekanisme, for ikke at blive overvældet, hvor vi forsøger at fremstå mere sikre end vi egentlig er, og måske besvarer patientens spørgsmål mere endimensionelt end hvad emnet byder, for ikke at øge såvel patientens som vores egen usikkerhed.
Ikke alle kommer videre der fra. Er værktøjet altid en hammer, fordi det er det man har i værktøjskassen, vil der da også være tilfælde hvor problemet er et søm, og behandlingen viser sig effektiv.
Samtidig er “fake it till you make it”-tilgangen som lavet til online markedsføring – folk vil gerne høre at du kan hjælpe dem, med netop deres problem, i ikke usikre termer. Og der kan også være behov for at give håb og optimisme undervejs i et forløb, for at fremme engagementet i behandlingen. Personligt mener jeg dog at kroppens/sindets enorme kompleksitet afkræver respekt og ydmyghed, og du kan således forvente at jeg siger tingene som jeg ser dem, og ikke udtaler jeg uden fagligt belæg.
Speciale?
Imod bedre vidende ift. markedsføring, har jeg valgt ikke at have et speciale som en del af klinikkens identitet. Det er sandt at, arbejdede jeg ikke med andet end skuldre, så ville jeg nødvendigvis ende med at blive ret rutineret i arbejdet omkring skuldre. Men jeg tænker også at jo mere homogen en masse af patienter og cases man ser, jo større risiko for at man som behandler ossificerer og begynder at udføre arbejdet “på rutinen”. Samtidig kan input fra andre patienttyper/problematikker/behandlingsformer give inspiration til nye idéer ift. de øvrige problematikker man beskæftiger sig med.
Vi fysioterapeuter har alle, når vi har opnået en vis erfaring (om vi så er bevidste om det eller ej), bestemte skadestyper, behandlingsområder og typer af patienter, som vi finder mere interessante end andre. Men frem for at låse mig til én snæver målgruppe, finder jeg det motiverende at jeg kan møde en person som måske har en problematik der ligger i periferien af mit ekspertiseområde, men som er interessant og engageret, hvilket motiverer mig til at søge ny viden, og levere den bedst mulige indsats. En anden patient kan præsentere med en skade i en region jeg sjældent beskæftiger mig med, men af en type som jeg er velbevandret i at varetage for andre kropsdele – og en helt tredje kan jeg måske ikke kommunikere særligt effektivt med pga sproglige udfordringer, men formår alligevel at inspirere en tro på at jeg kan være til hjælp, ved at præsentere med en velkendt problematik.
Alt dette for at sige, at det er mangfoldigheden i faget, og puslespillet som udgør den enkelte case, som jeg finder mest motiverende, mere end det er en specifik kasse inden for faget. Og jo mere motiveret og inspireret jeg er i udførelsen af mit hverv, jo bedre kvalitet modtager mine patienter selvsagt. Dermed ikke sagt at du skal føle dig ekstraordinært interessant, for at modtage en god behandling her hos mig – jeg skal nok finde nøglen til et godt forløb, om den befinder sig i vores dialog, problematikken selv, eller typen af intervention vi vælger.